Tanker - min blog

29-05-2017

Jeg sidder på en café nær Kongens Nytorv, nyder min kaffe og observerer summen af liv. Jeg har en kaffe-aftale med en person, jeg holder meget af og finder enormt inspirerende og jeg glæder mig.

I min have er der en stenbedshøj, hvorpå der er en lille terrasse. Den får lov til at leve sit eget liv, noget mit perfektionistiske alter-ego er stor modstander af, men efter som hun er blevet sendt på ferie på ubestemt tid, har hun ikke så meget at sige lige nu.

Jeg er ikke det store havemenneske og var i starten begejstret for idéen om stenbedet – let vedligeholdelsesligt.

Men som med så meget andet ved at have hus, må jeg sande, at det heller ikke bare er lige til.

I 2½ år har den lignet en pyntelig grøftekant (altså pyntelig om sommeren, når den blomstre) til stor irritation. Drømmen er at fjerne den og bygge en ny fin træterrasse på stolper med granit skærver under – let vedligeholdelsesligt 🙂 .

Men der er også drømme, der hedder nyt køkken, ordne facaden på huset, sommerferie, hyggetid med familien og meget meget mere, som er mere presserende. Derfor må den drøm se sig parkeret noget længere nede af prioriteringslisten, der er bare ikke penge eller tid til den lige nu, det kan der ikke ændres på.

I går morges tog jeg min kop kaffe, åbnede døren ud til terrassen og idet jeg træder ud, omslutter den fineste, bløde, søde duft mig. Højen står i fuldt flor med små hvide blomster, hvis duft kælede for mine næsebor og aede mig blidt på kinden.

Solens varme stråler, den høje lyseblå himmel, kaffens aroma og blomsternes søde duft, denne symfoni af sanseindtryk, efterlod mig god og mild.

Højen står pjusket pyntelig og minder mig lidt om livet. Der er ting, der ikke står til at ændre, ting der kan ændres med tiden og så det der blomstre lige nu. Det hele har sin berettigelse og det gælder om at finde glæden i det.

”Der er kun én vej til glæde, og det er ved at ophøre med at bekymres over ting, som er udenfor vores påvirkning” (Epiktetos).

 

JEG ER

glad

24-05-2017

Der er dage, hvor det ikke er fedt at være 42, tættere på de 43, lige har købt hus for små 3 år siden, været fanget i en krop, der stadig siger fra, når du tror, du kan klare og gøre alt det du kunne for bare et år siden, og samtidig sidder midt og fedt i en eksistentiel krise.

Dage hvor du ikke orker tage skitsehæftet og farveblyanteren frem, for at arbejde dig ud af det, for den lille stemme inden i siger, at det bare var begynderheld.

Dage hvor du ikke kan mærke boblerne, lyset, ideerne eller de guider, som du egentlig er sikker på er der.

Dage hvor du ikke tror på dig selv, og er ved at give op, for hvem skal hjælpe dig videre - du kan tydeligvis ikke noget selv.

Dage hvor psykiaterens ordre, psykologens kærlige påmindelser og alt det andet som du har indset og lært gennem de sidste mange måneder, forsvinder som dug for solen.

Dage hvor du kun kan høre nedtællingsurets tikken runge, som en dyster påmindelse om den uundgåelige sandhed, at virkeligheden truer rundt hjørnet.

Der er dage som denne, hvor det er svært ikke at gå i panik, hvor du bliver nødt til blot at være.

 

JEG ER

...

19-05-2017

Meget skal man høre og meget skal man finde sig i. Men nogen gange er det nu også godt, at få det serveret råt for usødet.

Det er alment kendt, at man skal have et godt helbred for at befinde sig i behandlingssystemet, det uanset om man er psykisk eller fysisk i ubalance.

Da jeg havde været sygemeldt med stress i 4 måneder, gik jeg til min læge (igen) for jeg havde det i perioder af H-til. Det var egentligt ikke nyt, det var ting/følelser/reaktioner jeg kunne spore helt tilbage til mine tidlige teenageår.

Jeg lagde kortene på bordet for min læge vedr. mit liv og opvækst (jo jo - det burde jeg nok have gjort lidt før). Hun var ikke et sekund i tvivl, angst.

Med en recept på angstdæmpende/anti-depresiv medicin og en henvisning til psykiatrien, gik jeg opløftet ud derfra. Jeg havde fået sat navn på en skygge i mit liv, en skygge som jeg altid havde troet var en normal del, af det at leve.

2 måneder efter sad jeg med et navn på en psykiater og min første tid. Jeg googlede ham, for sådan er jeg. Jeg skal vide hvem/hvad osv. jeg går indtil. Lad mig sige det pænt, det var langt fra de positive referencer, det flød med på nettet.

Men her efter vores 3. møde, var jeg på nippet til at give ham et kram, da jeg gik. Det til trods for at jeg, under vores møde, var blevet haglet ned og kaldt knapt så flatterende ting, som en manglende omstillingsparat, konfliktsky, pleasende neurotiker.

Og ja, han er ubehøvlet, arrogant, grov, for gammel og psykiater (med store bogstaver).

Men han har også ret.

For jeg er konfliktsky, jeg giver mere af mig selv end hvad godt er, jeg siger ikke fra og er alt for ængstelig over for hvordan folk opfatter mig, det jeg gør og siger og hvad der kan ske ved det.

Han kom med en sammenligning: "Normalen" er en elastik, der ved belastning giver sig, for så at slappes af bagefter. Modsætningen, et stykke ståltråd, der er ufleksibel og som til sidst knækker efter for meget belastning. Gæt hvem han mente var ståltråden 🙂.

Vi har trappet mig ud af min faste medicin og jeg har fået strikte ordre på at planlægge daglige udfordringer af mig selv. En udfordring, der er skræmmende, men dog opnåelig.

For jeg vil ikke leve på medicin, resten af mit liv, jeg vil leve mit liv.

Så da jeg kom ud, valgte jeg at tage kampen op med den første udfordring. Min cykel var pakket ud til siderne med div. indkøb. Jeg havde planlagt at trække af sidevejene hjem, for ikke at være til besvær. Men i stedet trak jeg hele vejen hjem af Amagerbrogade, og jeg gav ikke op, selv om jeg mødte modgående og vi skulle kante os forbi hinanden - selv om mit første instinkt var: ÅHH NEJ, hvad tænker de nu om mig (ja ja - små sejre).

Og i dag udfordre jeg mig selv ved at lægge dette indlæg ud.

Jeg har en diagnose: Evasiv personlighedsforstyrrelse med generaliseret- og panik angst.

Men jeg er ikke min diagnose. Jeg er så meget mere.

Jeg vil være den bedste udgave af mig selv, for mig selv.

 

JEG ER

mig

 

 

11-05-2017

JEG HAR EN HJEMMESIDE!!!

Jeg er glad for, at jeg er alene hjemme, for det er lidt svært at undertrykke et lidt perplekse fnis, som allermest minder om en teenagepige, der lige har haft et momentært møde med hendes (for tiden) største idol.

Det er ikke fordi, det at have sin egen hjemmeside, er mig fuldkomment fjernt.

Faktisk hvis du åbner Safari på min iPad, vil du under favoritter finde indtil flere gemte links om: "Start her inden du laver din egen hjemmeside", "Lav din egen hjemmeside med Wordpress", "Webhoteller og domæner", "SEO-optimering og Adwords" (heldigvis har jeg hørt lidt efter til diverse leder – og direktionsmøder, for ellers havde de sidste to emner nok givet mig temmelig kolde fødder).                                                                                            

Som du nok kan se havde jeg gjort mig nogle idéer om at lave min egen hjemmeside, i en anden forbindelse, som jeg nok skal uddybe mere på et senere tidspunkt. 

Men som med alt andet i mit liv, var der kun en måde at gøre det på......den perfekte!

Perfektionisten har været den mit alter-ego hele mit liv, hun har holdt vores liv sammen når angst, utryghed og omsorgssvigt truede med at rive gulvtæppet væk under os. Hun sørgede for vi fik en god uddannelse, elevplads, jobs og fik arbejdet os op til at blive en vellidt medarbejder og kollega. Og for det er jeg hende evigt taknemmelig!   Men hun kvalte gnisten, spontaniteten, kreativiteten, lyset  – hun kvalte mig.

Så da jeg sidste fredag fulgte en spontan indskydelse og oprettede en hjemmeside på den nok mest simple platform og i løbet af kort tid lagde mit første blog-indlæg ud, der cuttede jeg navlestrengen til hende.    

Det har taget mig 9 måneder at komme hertil, det samme stykke tid, som en graviditet – hvis man kan lide symboler 😊. Og det føles helt vidunderligt!!!

På billedet kan du se Shiva bag skærmen på min pc’er. Jeg har haft ham i snart 12 år, købte ham med hjem fra en fantastisk tur til Nord Indien. 

I weekenden fik han selskab af Astara (englekortet), to dage efter at han havde fået en ny plads i mit hjem, efter to år på det samme sted. Egentlig tænkt jeg, at han som en af hinduismens mest magtfulde guder, næppe vil sætte pris på at dele sin plads med et englekort.

Men så kom jeg til at tænke på hvad Shiva står for, nemlig destruktion, ikke den alt ødelæggende, men destruktion som en forudsætning for skabelsen af noget nyt.

Astara er en påmindelse om, at du kan hvad du vil og fortjener det bedst - uden at gå på kompromis. For når man går efter sine drømme, så tændes lyset igen.

Så taget i mente, at jeg de sidste par dage har gjort oprør mod mit alter-ego, kastet mig ud på lidt dybere vand og faktisk kommet ret godt igennem. Så tror jeg de to har det ret god sammen der, jeg kan næsten se dem stå lænet op af hinanden, med nogle temmelig selvtilfredse smil og give High-Five. De får i hvert fald lov til at hænge ud lidt endnu, for jeg kan godt lide hvad deres energier bringer med.

 

JEG ER

på vej

05-05-2017

Der skal noget til for at man kan sige, at man er taknemmelig over at være syg, det uanset om man er fysisk eller psykisk syg, for enhver ved at det ikke rart at være syg eller noget man ønsker sig!

Men jeg er taknemmelig! Jeg er taknemmelig for den proces jeg har været igennem det sidste halve år og stadig er i.

Og er jeg taknemmelig for efter halvanden dag, hvor jeg har været endnu en tur nede i rendestenen, at kunne gå en tur i dag og være i stand til at se og lægge mærke til alle de små smukke undere der omgiver os hver dag og ikke mindst, er jeg taknemmelig for at kunne mærke de små bobler af lykke som disse undere skaber i mit indre og jeg er taknemmelig for det håb de efterlader.

For jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har haft det sådan i mit voksen liv. Jeg kan ikke mindes hvornår jeg sidst har sat pris på en grå himmel, fordi lige netop den grå himmel gjorde, at den spidse knop på den bordeaux røde tulipan nærmest blændede mig (og havde det ikke været fordi jeg skulle forcere et hegn og trespasse 2 meter ind i et fremmed menneskes have🤔, så havde jeg lagt mig fladt ned på græsplænen ved siden af den, dels i ydmyghed for dens enkle overdådige skønhed, men også for at kunne tage et billede, der kunne fange disse tos dualiteter) og fordi den grå himmel sendt blide små dråber af regn ned på et støvet forårs fortov, så lige præcis dén der blide milde duft af sommerregn fandt sin vej op til min næse for første gang i år……Mmmmmm💋.

Jeg er taknemmelig for, at jeg har tiden nu til at trykke på pause-knappen i et øjeblik på en gåtur. For som sagt indgyder denne taknemmelighed håb, men også en følelse af at komme hjem, tilbage til den person man var engang, den person det måske var meningen man skulle være, men som man mistede følingen med undervejs.

Jeg er taknemmelig for de venner, familie, kæresten, bekendte og andre relationer jeg har, som tror på mig. For hold op er det kan være skræmmende at være sygemeldt i snart et halvt år og stadig synes der er et stykke vej endnu, skræmmende at om kort tid at være uden et ansættelsesforhold, uden en plan for fremtiden, uden at være i gang med at handle men bare være – for første gang i sit liv!!

Skræmmende at skrive dette (meget personlige og meget lange indlæg)!

Men jeg kan mærke, den der lille bitte spirende følelse af tro på mig selv, tro på at jeg er ved at finde hjem, hjem til en bedre udgave af mig, at jeg kan – og for det bøjer jeg mig i taknemmelighed!

 

JEG ER

og for det er jeg taknemmelig