19-10-2017

#MeToo

Der kører en happening på de Sociale Medier i øjeblikket under #MeToo, som også har fået en del omtale i nyhedsmedierne efterhånden.

Den sætter fokus på seksuel chikane og overgreb, for at give folk en følelse af størrelsen af problemet og hvor udbredt det er.

Da de først Hashtags med #MeToo i starten af ugen løb ind på min Facebook nyhedsvæg, tænkte jeg til at starte med, det var noget underligt noget at skrive. Men efterhånd som der blev flere af dem, måtte jeg undersøge hvad de stod for.

Da jeg fik læst op på historien bag og hvad det stod for, var der ikke et øjebliks tvivl i mit sind. Jeg åbnede min Facebook APP på mobilen, trykkede på statusopdatering og........gik i stå.  Min mave knugede sig sammen, mit hjerte begyndte at dunke, jeg fik åndenød og blev rigtig utilpas. Jeg lukkede Facebook ned igen, lagde telefonen fra mig og fortsatte mine gøremål.

Men nye opdateringer med #MeToo blev ved med at dukke op i løbet af dagen og dagen efter. Det fyldte i mit hoved og jeg fandt mig selv sidde med min telefon igen, Facebook åben og klar til at lave en statusopdatering. Men samme angstanfald sneg sig ind på mig igen og mine fingre tøvede.

Denne gang stak jeg bare ikke halen mellem benene og loggede af. Jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg tøvede. Det er jo ikke ligefrem fordi, jeg ikke har blottet mig selv personligt på nettet det sidste halve år. Og det var jo blot et statement, ikke en endnu personlig beretning.

Jeg blev faktisk mødt af et familiemedlem forleden dag, som fortalte mig at mine blog-indlæg virkede voldsomme på hende. Jeg har kendt hende i 11 år og har altid haft en rigtig godt forhold til hende. Derfor blev jeg også glad for, at hun nævnte det. Det har været og er en grænseoverskridende proces. Jeg sætter pris på at få feedback på mine indlæg, men har også mærket, hvordan min lille indre kritikker har været på spil til diverse familie-komsammen...” Han/Hun kigger mærkeligt............det er nok fordi, du har skrevet de ting”.

Jeg ved godt, at det jeg skriver er meget personligt og det ikke er alle der kan forholde sig til det – fred være med det. Jeg fik en rigtig god snak med det pågældende familiemedlem og til sidst kom det frem. Grunden til hun synes, de var så voldsomme, var at til trods for at vi har kendt hinanden i 11 år, er det ikke noget jeg har delt åbenlyst før. Det er nogle tunge emner at tage op over Påskefrokosten 😊. Men ikke mindst fordi så spejlede indlæggene noget i hende, noget hun stadig kæmper med og har svært ved tage de næste favntag med.

Det er lige præcis derfor jeg fortsætter med at skrive. Ikke for at svælge i medynk over en opvækst i en knap så funktionel familie, hvilke mén det har givet og hvor hårdt det har været og er, at arbejde sig igennem. Men fordi det er den bedste terapi EVER for mig selv! Men helt klart også fordi, der er så mange andre der ude, som sidder med samme flyttekasse af sammenfiltrede følelser, der følger med år efter år, fra sted til sted.

Og det fører mig tilbage til #MeToo og min usamarbejdsvillige krop. Til sidst stod det klart for mig, jeg stod ansigt til ansigt med den lille pige, der ikke blev taget alvorligt og det tabu, det er at snakke om seksuelle overgreb.

For jeg har

  • Oplevet seksuelt overgreb, som lille pige.

  • Oplevet kærester, der ikke forstod et nej.

  • Oplevet fyre i byen, der mente det var OK at røre.

  • Oplevet en medkollega, der mente det var OK, at sende mails og sms’er døgnet rundt med et mere end lummert indhold.

 

Og gang på gang er jeg blev mødt af afvisning, mistro og fordømmelse, når jeg har gået til bekendelse og søgt opbakning. Og det er det der gør, at musklerne mine i arme og ben kramper, min puls galoperer afsted, mit hjerte sidder op i halsen, jeg kan ikke trække vejret og min mave knuger sig sammen idet mine fingre taster bogstaverne og trykker opdater. For hvorfor skulle det være anderledes denne gang.

Og nej et barn ligger ikke selv op til det og jo de tager skade, uanset hvor gamle de er. Et nej betyder nej, selv om vi er kærester. Nej, fordi jeg er i byen og har gjort noget ud af mig selv, betyder det ikke der er frit slag. Nej, fordi jeg smiler, er sød og imødekommende, så er det ikke min egen skyld.

Jeg er ikke den eneste. Jeg er ikke den eneste med en flyttekasse af sammenfiltrede følelser, jeg er ikke den eneste, der har oplevet seksuelt overgreb og chikane – det sker i langt højere grad end vi regner med, hvor som helst og for hvem som helst, kvinder, som mænd.

Alt for mange bærer bare byrden som offer alene. De forbliver tavs og bærer selv ansvaret, skammen, skylden eller frygten.

Så her en dags tid efter jeg selv slog #MeToo op på Facebook, er min krop ved at falde til ro. Jeg er glad for jeg gjorde det, overskred min grænse, for mig selv og for alle dem der ikke er dér endnu.

 

JEG ER

stadig lidt nervøs, men….#MeToo