23-08-2017

En ny begyndelse.

Har du nogensinde holdt en døende person i hånden, som det sidste liv ebbede ud?

Det er på den ene måde et helt hjerteskærende og knusende øjeblik, og på samme tid utroligt smukt og fredfyldt.

Jeg ved ikke om det er fordi min fødselsdag nærmere sig, et år mere på tavlen (og sikke et) eller om det bare er en del af hele den proces jeg er igennem i øjeblikket.

Men det sidste stykke tid har minderne omkring min mors død besøgt mig hyppigt. Det er lidt over 12 år siden hun forlod sin jordiske krop og drog videre.

Selv om hendes helbred havde været skræntende on and off de sidste par år op til, så havde jeg ikke forventet, at miste min mor fra den ene dag til den anden.

Jeg fik en sen eftermiddag i slutningen af marts en opringning fra min far. Mor var blevet dårlig og indlagt igen. Det var ikke mange dage siden hun var kommet hjem, fra sin forrige indlæggelse.

Der plejede at gå længere tid imellem.

Jeg var træt dyb ind i min sjæl.

Men jeg tog over på hospitalet og fandt dem på akutmodtagelsen, det var vejrtrækningen igen, en alvorlig lungebetændelse, sagde de.

Det første der røg ud af munden på mig, da jeg så hende var ”Holder du så op med at ryge nu!!”

Et helt livs frustration, frygt, utryghed, sorg, længsel, ked-af-hed og vrede lå i min stemme og de ord.

Den sætning blev den sidste rigtige samtale jeg havde med hende, hvis man kan kalde det det. Hun svarede nemlig ikke, slog blot blikket ned, med et træt smil på læberne.

Vi blev kort efter bedt om at forlade hospitalet, hun skulle i behandling og havde brug for ro.

Om natten blev vi ringet op, hendes tilstand var blevet kritisk. Vi tog over på hospitalet til den besked, at hun lige var faldet i søvn og natten ville være alt afgørende.

Næste morgen da vi vendte tilbage, var hun blevet lagt på ene stue og var i en form for koma.

Efter at have skældt og smældt den stakkels sygeplejerske ud, over hvorfor de ikke gjorde noget for hende, behandle hende. Natten var overstået og hun var i live! Lagde hun sin hånd på min arm, kiggede mig mildt og omsorgsfuldt i øjnene og sagde ” Der er ikke noget vi kan gøre. Det er bare et spørgsmål om tid”.

ET SPØRGSMÅL OM TID!!

Det er sjovt, som den sætning kan have en dobbelt betydning, nu hvor jeg sidder og tænker tilbage.

Et spørgsmål om tid, før min mors krop ville opgive kampen og hendes sjæl give slip.

Et spørgsmål om tid, før jeg forstod, at det her var slutningen på vores liv sammen.

Bevars det har været et liv sammen med udfordringer og ar til følge. Men det var min mor!

Vi fik tilkaldt familie og sad ved hende på skift gennem dagen. Ved 22-tiden ville min far og jeg tage hjem og få lidt søvn.

Jeg tog hendes hånd, hendes fingre var kolde, man kunne ane en svag stivhed i de yderste led. Jeg lænede mig ned over hende, kyssede hende på kinden og hviskede i hendes øre ”Jeg tager hjem nu mor. Tak for alt! Det hele er OK, du må gerne give slip”.

Fra det øjeblik ændredes hendes vejrtrækning og jeg vidste, at det var nu. Hun gave slip.

Det gjorde så ondt! For det havde ikke været ”tid” nok for mig.

Men der var også en ro og den klareste lethed på stuen. Det var ”tid” for hende.

Om natten sov jeg selvklart meget dårligt og uroligt, men hen mod morgen måtte jeg have fået ro, for i en form for drømmetilstand befandt jeg mig igen på hospitalet.

Jeg var ved at skulle gå, da en svingdør lukker bag mig. Jeg vender mig om og bag glasset i døren står min mor. Hun stråler, der er en ungdommelig glød og lethed over hende, som jeg ikke huske at have set nogensinde. Hun løfter hånden, vinker og smiler til mig.

Jeg vågner og det første jeg ser er solopgangen over tagene fra mit soveværelsesvindue. Jeg er trist, men glad.

Senere samme dag talte jeg i telefon med min farmor, og fortalte hende om drømmen. Jeg kunne høre det blide triste smil i hendes stemme, da hun fortalte, hvordan de to ofte talte sammen om morgen. Mor fortalte hvordan hun havde kigget på solopgangen, og glædes over den – en ny dag, en ny begyndelse. Nu fik hun selv sin nye begyndelse.

Som jeg har været inde på før, har vores liv sammen ikke været ukompliceret. Men hun har gjort det så godt, som hun kunne, med det hun havde med. Og nu fik hun lov til at starte for fra, starte en ny dag, et nyt liv, en ny begyndelse.

Jeg har ofte siddet på diverse selvudviklingskurser mm og skulle skrive positive ting ned om ens forældre. Og gået derfra med et blank stykke papir.

Men forleden så jeg et opslag på FB, fra en vis kvinde jeg kender, der havde skrevet et taknemmeligheds brev til sine forældre. Samtidig opfordrede forfatteren, af den bog jeg var ved at læse, til at man skulle skrive ned hvilke kvaliteter, på god og ondt, man havde fået med fra sine forfædre.

Det satte en masse tanker i gang. For det kan godt være, jeg ikke kan skrive en masse positive egenskaber ned om dem. Men jeg ved, at jeg fra min forældre har lært, at være stærk, at kæmpe, at jeg ikke vil slå mig til tåls med noget eller skjule den jeg er, at vise min datter, jeg elsker hende hver evig eneste dag og er stolt af den hun er, at man kan få en ny begyndelse. Og for det er jeg taknemmelig.

Jeg vælger blot, at få den nye begyndelse nu.

 

 

JEG ER

klar til en ny begyndelse