25-07-2017

Version 42.1

Da jeg blev sygemeldt med stress, indledte jeg mit forløb ved psykologen få dage efter. Jeg husker tydeligt den første gang, at sidde der fuldkommen ude af mig selv og rædselsslagen. Dels over min kropsreaktioner, men mest af alt fordi jeg følte, jeg mistede min identitet, ved ikke at kunne arbejde.

Jeg var mit arbejde – Det var mig.

Hvem var jeg? Hvis ikke jeg havde mit arbejde.

Som tiden gik, jeg fik ro og gav mig selv ro, dukkede JEG op, gamle glemte sider af mig selv, sider der er mere mig og det føltes fantastisk i hver en celle i min krop.

Efter nogle måneder og et fejlstået forsøg på at starte på arbejde igen, vendte rædslen tilbage. Mit hoved fulgte ikke med, i det tempo jeg ønskede. Jeg kunne se, at der ville gå langt længere tid, end jeg kunne se ud i fremtiden, førend jeg ville kunne varetage de arbejdsopgaver, jeg som en leg jonglerede før.

Så jeg gjorde hvad jeg altid har gjort, jeg handlede, kastede mig over en uddannelse.

For en uge siden, sad jeg så på en strand i Italien, på ferie med familien og mærkede den samme rædselsslagenhed stramme taget igen, denne gang blot langt mere frustrerende og skræmmende.

Jeg sad med det eksamensbevis, der skal være med til at lægge vejen videre, i det liv, jeg nu ønsker mere end noget andet. Jeg burde danse Polka på bordene og give High-Five med solen.

I stedet var jeg helt nede på knæ, frustreret og skræmt fra vid og sans.

For jeg havde mistet følelsen med mig selv igen.

At miste følelsen med sig selv, når man virkelig er ved at have fundet ind til sit ægte jeg, den der lille indre diamant, den man er sat på jorden til at lade skinne.

Følelsen af at ryge fluks tilbage i gummicellen igen.

Det er skræmmende som en i helvede!!

Bevars, jeg var udmærket bevidst over, at jeg i juni måned var røget i med begge ben, lige tilbage i de gamle tankegange og handlingsmønstre. Perfektionisten havde sågar flyttet ind igen, indtaget sin plads på min skuldre og strammet grebet. Det eneste jeg kunne mærke, var blodet der dunkede i mit hoved, næsten lige så hårdt som mine egne tanker.

Men det var bag mig nu, presset var ovre, jeg burde kunne samle enderne op hvor jeg slap.

Jeg udførte endda en lille ceremoni, for at illustrere at jeg lagde det bag mig. Jeg samlede min eksamens noter, satte mig ud ved bålfadet i skyggen fra æbletræet og så flammerne fortærer dem.

Nu var jeg klar! Så skulle der holdes ferie, mediteres, laves Qi-Gong, yoga, skrives blog-indlæg, tegnes, leges i poolen, hygges med kæresten, sludres med veninden, alt imens jeg kom dybere ned i mig selv og tættere på mine guider.

Men der skete absolut INTET! Jeg forstod det ikke!

Italienerne har et ordsprog: Dolce far niente – Det søde i at gøre ingen ting <3

Det var først, da jeg kom i tanke om dette, at det slog mig. Jeg forsatte med at gøre ting for at præstere, i stedet for af lyst.

 

Jeg burde handle og komme videre med mit liv, jeg burde få den perfekt eksamen, Jeg burde få skrevet det næste blog-indlæg, jeg burde tegne og denne gang skulle den blive endnu bedre, jeg burde lave yoga og Qi-Gong, jeg burde have styr på næste dags ture, jeg burde være den sjove mor, den gode veninde og fantastiske kæreste.

Når alt hvad jeg egentlig havde lyst til, og brug for, var at smække benene op og nyde min ferie.

Selv om jeg har lagt mit liv om, gået ned i gear, står ved de ting JEG ønsker og tror på, så fortsatte mit hoved i det gamle spor med at præstere.

Du kan egentlig sammenligne det med, at i min nye maskine/liv stadig kørte på et gammelt DOS-baseret operativsystem fra 90’erne.

Det sidste trekvarte år har været, og er stadig, lidt af en dans 2 skridt frem og 1 tilbage, og nogle gange 1 skridt frem og 2 tilbage. For det er svært at lægge 42 års overlevelsesinstinkt bag sig, begrave uroen og planlæggeren, hende der altid tænker 10 skridt, et halvt år eller mere frem. Hende der altid skal præstere.

Og selv om jeg synes, jeg havde rykket fra hende, mærket luften under vingerne, friheden.

Så laver hun tilsyneladende stadig bagholdsangreb. 

 

Så jeg lagde notesbøger, skitseblokke, blyanter, meditationer mm. væk – træk vejret dybt og lagde mig til rette på solsengen.

Og nej, nu er det ikke sådan, at det hele bare faldt sammen i en højere enhed og jeg svævede afsted på en sky omgivet at lys, Engler og harpemusik. For som alle der har arbejdet og arbejder med computere ved, så er der altid små huller og buller på vejen, når man opgraderer og om programmerer.

Men jeg kunne mærke forskellen…..så det vil jeg prøve at holde fast ved.

 

JEG ER

ved at opgradere