02-06-2017

Jeg er mig selv.

Jeg sidder og nyder min morgenkaffe på den lille terrasse. Jeg har tilladt mig selv en lille pause, fra at terpe til eksamen, for at nyde at vejret atter er dejligt og solen skinner.

Jeg hungrer som alle andre danskere efter sol og sommer, men nogle gange så længes jeg også efter regnen.

Regn er for mig blandt andet symbol på udrensning, befrielse og eksistensen af nyt liv.

I tirsdags havde de lovet regn hele dagen og jeg havde glædet mig til det, men det blev ikke til mere end et par dryp i løbet af dagen.

Så da det begyndte at regne efter aftensmaden, måtte tallerkner og glas vente, for jeg måtte ud og mærke regnens rensende effekt på krop og sind. Det var virkelig forløsende, jeg havde glædet mig så meget, at hele min krop var anspændt af forventning.

Min datter var ikke sen til at følge efter. Selv om hun lige skulle bruge 2 minutter på at vurdere, om det nu havde slået helt klik for hendes mor, så stod hun ved siden af mig med armene ud til siden, ansigtet løftet mod himlen, et kæmpe smil på læberne og hvinende af fryd over de kolde regndråber på huden.

Vores naboer har efterhånden været vidne til lidt af hvert i vores have. Og jeg kom til at tænke på et citat af Kurt Cobain ”They laugh at me because I’m diffenrent. I laugh at them because they are all the same”.

Jeg har siden barnsben haft følelsen af at være anderledes og ikke på den positive måde.

Jeg er vokset op med nogle forældre, der havde nok i deres egne udfordringer til at kunne rumme og imødekommen et barn, der var en smule mere følsomt end gennemsnittet og havde en anderledes indgangsvinkel til livet. Jeg lærte derfor tidligt, at det jeg følte, mente og oplevede var forkert, at klemme ballerne sammen og passe ind.

For dem var fremtoning alfa omega, man skulle have den rigtige uddannelse, fra den rigtige skole, de rigtige banker og forsikringsselskaber og få et ordentligt job. Jeg lærte at begå mig, sige de rigtige ting, gøre det rigtige, tage de rigtige uddannelser, søge de rigtige jobs og gå efter de rigtige udfordringer. Lægge en dæmper på mig, passe ind og i bund og grund presse mig selv ned i en kasse, jeg ikke passede ind i.

Nogle gange har låget tippet lidt på kassen og jeg slap lidt ud.

Jeg kan huske en gang, da min datter var omkring 4 år. Vi var på sommerferie og i den afslappende stemning fandt jeg mig selv sidde og filosofere over stjerne, med min datter ved siden af. Næste morgen på vej på stranden, fortalte min store bonusdatter, at den lille havde sagt, at jeg nogle gange sagde nogle mærkelig ting.

Det var som at få en kniv i hjertet. Jeg blev ked af det og ikke mindst rigtig sur på den lille, vi var (og er stadig) meget tæt knyttet.

I dag kan jeg godt se, at det var min egen usikkerhed og evige følelse af forkerthed, der slog som en knytnæve. I dag ville jeg være stolt, hvis hun sagde det. Og det gør hun faktisk nogle gange, ikke altid med ord, men med et smil eller et blik🙂.

Jeg er ikke sur eller bitter på mine forældre, det opnår jeg ikke noget ved. De forsøgte at gøre det de kunne, med hvad det havde og de udfordringer de selv stod i.

Men jeg vil ikke lege den leg mere og efter i årevis at have stoppet mig selv ned i kasser tilpasset normen, er der ikke noget mere skønt end følelsen af at slippe fri – at turde være sig selv.

Det skulle da lige være, at give den frihed videre til min datter. Bryde arven og give hende styrken fra barnsben til at turde at være anderledes, at være sig selv.

 

JEG ER

mig selv