24-05-2017

Når det hele ikke er lyserødt.

Der er dage, hvor det ikke er fedt at være 42, tættere på de 43, lige har købt hus for små 3 år siden, været fanget i en krop, der stadig siger fra, når du tror, du kan klare og gøre alt det du kunne for bare et år siden, og samtidig sidder midt og fedt i en eksistentiel krise.

Dage hvor du ikke orker tage skitsehæftet og farveblyanteren frem, for at arbejde dig ud af det, for den lille stemme inden i siger, at det bare var begynderheld.

Dage hvor du ikke kan mærke boblerne, lyset, ideerne eller de guider, som du egentlig er sikker på er der.

Dage hvor du ikke tror på dig selv, og er ved at give op, for hvem skal hjælpe dig videre - du kan tydeligvis ikke noget selv.

Dage hvor psykiaterens ordre, psykologens kærlige påmindelser og alt det andet som du har indset og lært gennem de sidste mange måneder, forsvinder som dug for solen.

Dage hvor du kun kan høre nedtællingsurets tikken runge, som en dyster påmindelse om den uundgåelige sandhed, at virkeligheden truer rundt hjørnet.

Der er dage som denne, hvor det er svært ikke at gå i panik, hvor du bliver nødt til blot at være.

 

JEG ER

...