19-05-2017

Mig.

Meget skal man høre og meget skal man finde sig i. Men nogen gange er det nu også godt, at få det serveret råt for usødet.

Det er alment kendt, at man skal have et godt helbred for at befinde sig i behandlingssystemet, det uanset om man er psykisk eller fysisk i ubalance.

Da jeg havde været sygemeldt med stress i 4 måneder, gik jeg til min læge (igen) for jeg havde det i perioder af H-til. Det var egentligt ikke nyt, det var ting/følelser/reaktioner jeg kunne spore helt tilbage til mine tidlige teenageår.

Jeg lagde kortene på bordet for min læge vedr. mit liv og opvækst (jo jo - det burde jeg nok have gjort lidt før). Hun var ikke et sekund i tvivl, angst.

Med en recept på angstdæmpende/anti-depresiv medicin og en henvisning til psykiatrien, gik jeg opløftet ud derfra. Jeg havde fået sat navn på en skygge i mit liv, en skygge som jeg altid havde troet var en normal del, af det at leve.

2 måneder efter sad jeg med et navn på en psykiater og min første tid. Jeg googlede ham, for sådan er jeg. Jeg skal vide hvem/hvad osv. jeg går indtil. Lad mig sige det pænt, det var langt fra de positive referencer, det flød med på nettet.

Men her efter vores 3. møde, var jeg på nippet til at give ham et kram, da jeg gik. Det til trods for at jeg, under vores møde, var blevet haglet ned og kaldt knapt så flatterende ting, som en manglende omstillingsparat, konfliktsky, pleasende neurotiker.

Og ja, han er ubehøvlet, arrogant, grov, for gammel og psykiater (med store bogstaver).

Men han har også ret.

For jeg er konfliktsky, jeg giver mere af mig selv end hvad godt er, jeg siger ikke fra og er alt for ængstelig over for hvordan folk opfatter mig, det jeg gør og siger og hvad der kan ske ved det.

Han kom med en sammenligning: "Normalen" er en elastik, der ved belastning giver sig, for så at slappes af bagefter. Modsætningen, et stykke ståltråd, der er ufleksibel og som til sidst knækker efter for meget belastning. Gæt hvem han mente var ståltråden 🙂.

Vi har trappet mig ud af min faste medicin og jeg har fået strikte ordre på at planlægge daglige udfordringer af mig selv. En udfordring, der er skræmmende, men dog opnåelig.

For jeg vil ikke leve på medicin, resten af mit liv, jeg vil leve mit liv.

Så da jeg kom ud, valgte jeg at tage kampen op med den første udfordring. Min cykel var pakket ud til siderne med div. indkøb. Jeg havde planlagt at trække af sidevejene hjem, for ikke at være til besvær. Men i stedet trak jeg hele vejen hjem af Amagerbrogade, og jeg gav ikke op, selv om jeg mødte modgående og vi skulle kante os forbi hinanden - selv om mit første instinkt var: ÅHH NEJ, hvad tænker de nu om mig (ja ja - små sejre).

Og i dag udfordre jeg mig selv ved at lægge dette indlæg ud.

Jeg har en diagnose: Evasiv personlighedsforstyrrelse med generaliseret- og panik angst.

Men jeg er ikke min diagnose. Jeg er så meget mere.

Jeg vil være den bedste udgave af mig selv, for mig selv.

 

JEG ER

mig