05-05-2017

Jeg er taknemmelig.

Der skal noget til for at man kan sige, at man er taknemmelig over at være syg, det uanset om man er fysisk eller psykisk syg, for enhver ved at det ikke rart at være syg eller noget man ønsker sig!

Men jeg er taknemmelig! Jeg er taknemmelig for den proces jeg har været igennem det sidste halve år og stadig er i.

Og er jeg taknemmelig for efter halvanden dag, hvor jeg har været endnu en tur nede i rendestenen, at kunne gå en tur i dag og være i stand til at se og lægge mærke til alle de små smukke undere der omgiver os hver dag og ikke mindst, er jeg taknemmelig for at kunne mærke de små bobler af lykke som disse undere skaber i mit indre og jeg er taknemmelig for det håb de efterlader.

For jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har haft det sådan i mit voksen liv. Jeg kan ikke mindes hvornår jeg sidst har sat pris på en grå himmel, fordi lige netop den grå himmel gjorde, at den spidse knop på den bordeaux røde tulipan nærmest blændede mig (og havde det ikke været fordi jeg skulle forcere et hegn og trespasse 2 meter ind i et fremmed menneskes have🤔, så havde jeg lagt mig fladt ned på græsplænen ved siden af den, dels i ydmyghed for dens enkle overdådige skønhed, men også for at kunne tage et billede, der kunne fange disse tos dualiteter) og fordi den grå himmel sendt blide små dråber af regn ned på et støvet forårs fortov, så lige præcis dén der blide milde duft af sommerregn fandt sin vej op til min næse for første gang i år……Mmmmmm💋.

Jeg er taknemmelig for, at jeg har tiden nu til at trykke på pause-knappen i et øjeblik på en gåtur. For som sagt indgyder denne taknemmelighed håb, men også en følelse af at komme hjem, tilbage til den person man var engang, den person det måske var meningen man skulle være, men som man mistede følingen med undervejs.

Jeg er taknemmelig for de venner, familie, kæresten, bekendte og andre relationer jeg har, som tror på mig. For hold op er det kan være skræmmende at være sygemeldt i snart et halvt år og stadig synes der er et stykke vej endnu, skræmmende at om kort tid at være uden et ansættelsesforhold, uden en plan for fremtiden, uden at være i gang med at handle men bare være – for første gang i sit liv!!

Skræmmende at skrive dette (meget personlige og meget lange indlæg)!

Men jeg kan mærke, den der lille bitte spirende følelse af tro på mig selv, tro på at jeg er ved at finde hjem, hjem til en bedre udgave af mig, at jeg kan – og for det bøjer jeg mig i taknemmelighed!

 

JEG ER

og for det er jeg taknemmelig