Tanker - min blog

19-10-2017

Der kører en happening på de Sociale Medier i øjeblikket under #MeToo, som også har fået en del omtale i nyhedsmedierne efterhånden.

Den sætter fokus på seksuel chikane og overgreb, for at give folk en følelse af størrelsen af problemet og hvor udbredt det er.

Da de først Hashtags med #MeToo i starten af ugen løb ind på min Facebook nyhedsvæg, tænkte jeg til at starte med, det var noget underligt noget at skrive. Men efterhånd som der blev flere af dem, måtte jeg undersøge hvad de stod for.

Da jeg fik læst op på historien bag og hvad det stod for, var der ikke et øjebliks tvivl i mit sind. Jeg åbnede min Facebook APP på mobilen, trykkede på statusopdatering og........gik i stå.  Min mave knugede sig sammen, mit hjerte begyndte at dunke, jeg fik åndenød og blev rigtig utilpas. Jeg lukkede Facebook ned igen, lagde telefonen fra mig og fortsatte mine gøremål.

Men nye opdateringer med #MeToo blev ved med at dukke op i løbet af dagen og dagen efter. Det fyldte i mit hoved og jeg fandt mig selv sidde med min telefon igen, Facebook åben og klar til at lave en statusopdatering. Men samme angstanfald sneg sig ind på mig igen og mine fingre tøvede.

Denne gang stak jeg bare ikke halen mellem benene og loggede af. Jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg tøvede. Det er jo ikke ligefrem fordi, jeg ikke har blottet mig selv personligt på nettet det sidste halve år. Og det var jo blot et statement, ikke en endnu personlig beretning.

Jeg blev faktisk mødt af et familiemedlem forleden dag, som fortalte mig at mine blog-indlæg virkede voldsomme på hende. Jeg har kendt hende i 11 år og har altid haft en rigtig godt forhold til hende. Derfor blev jeg også glad for, at hun nævnte det. Det har været og er en grænseoverskridende proces. Jeg sætter pris på at få feedback på mine indlæg, men har også mærket, hvordan min lille indre kritikker har været på spil til diverse familie-komsammen...” Han/Hun kigger mærkeligt............det er nok fordi, du har skrevet de ting”.

Jeg ved godt, at det jeg skriver er meget personligt og det ikke er alle der kan forholde sig til det – fred være med det. Jeg fik en rigtig god snak med det pågældende familiemedlem og til sidst kom det frem. Grunden til hun synes, de var så voldsomme, var at til trods for at vi har kendt hinanden i 11 år, er det ikke noget jeg har delt åbenlyst før. Det er nogle tunge emner at tage op over Påskefrokosten 😊. Men ikke mindst fordi så spejlede indlæggene noget i hende, noget hun stadig kæmper med og har svært ved tage de næste favntag med.

Det er lige præcis derfor jeg fortsætter med at skrive. Ikke for at svælge i medynk over en opvækst i en knap så funktionel familie, hvilke mén det har givet og hvor hårdt det har været og er, at arbejde sig igennem. Men fordi det er den bedste terapi EVER for mig selv! Men helt klart også fordi, der er så mange andre der ude, som sidder med samme flyttekasse af sammenfiltrede følelser, der følger med år efter år, fra sted til sted.

Og det fører mig tilbage til #MeToo og min usamarbejdsvillige krop. Til sidst stod det klart for mig, jeg stod ansigt til ansigt med den lille pige, der ikke blev taget alvorligt og det tabu, det er at snakke om seksuelle overgreb.

For jeg har

  • Oplevet seksuelt overgreb, som lille pige.

  • Oplevet kærester, der ikke forstod et nej.

  • Oplevet fyre i byen, der mente det var OK at røre.

  • Oplevet en medkollega, der mente det var OK, at sende mails og sms’er døgnet rundt med et mere end lummert indhold.

 

Og gang på gang er jeg blev mødt af afvisning, mistro og fordømmelse, når jeg har gået til bekendelse og søgt opbakning. Og det er det der gør, at musklerne mine i arme og ben kramper, min puls galoperer afsted, mit hjerte sidder op i halsen, jeg kan ikke trække vejret og min mave knuger sig sammen idet mine fingre taster bogstaverne og trykker opdater. For hvorfor skulle det være anderledes denne gang.

Og nej et barn ligger ikke selv op til det og jo de tager skade, uanset hvor gamle de er. Et nej betyder nej, selv om vi er kærester. Nej, fordi jeg er i byen og har gjort noget ud af mig selv, betyder det ikke der er frit slag. Nej, fordi jeg smiler, er sød og imødekommende, så er det ikke min egen skyld.

Jeg er ikke den eneste. Jeg er ikke den eneste med en flyttekasse af sammenfiltrede følelser, jeg er ikke den eneste, der har oplevet seksuelt overgreb og chikane – det sker i langt højere grad end vi regner med, hvor som helst og for hvem som helst, kvinder, som mænd.

Alt for mange bærer bare byrden som offer alene. De forbliver tavs og bærer selv ansvaret, skammen, skylden eller frygten.

Så her en dags tid efter jeg selv slog #MeToo op på Facebook, er min krop ved at falde til ro. Jeg er glad for jeg gjorde det, overskred min grænse, for mig selv og for alle dem der ikke er dér endnu.

 

JEG ER

stadig lidt nervøs, men….#MeToo

22-09-2017

I dag er det efterårsjævndøgn, enden på sommeren og varslingen af efterår, vinter og mørkets kommen. En tid for eftertanke, værdsættelse at årets ”høst” og at sende ønsker ud for det nye år.

I går aftes da jeg lå i min seng, kredsede mine tanker om året der var gået og hvad det havde givet. Oplevelser af taknemmelighed igennem året blev ved med at dukke op. Jeg ved, jeg har skrevet om taknemmeligheden før, men min forståelse og værdsættelse af den, er blevet meget større siden sidst.

Det er et ord/tilstand/energi som, det (endeligt) er gået op for mig, er enormt kraftfuld. Og som man måske (jeg gjorde i hvert fald) glemmer i hverdagen.

Taknemmelighed løfter din energi – jeg mener ikke bare på sådan en hokus-pokus-new-wave-flowerchild-agtig måde.

Hvis du har lyst så prøv det selv, luk øjnene og tænk på noget du er taknemmelig for.  Det kan være dit barn, kæresten, din nye kjole eller den første tår af din morgen kaffe (det behøves ikke være så selvhøjtideligt) og mærk så hvad det gør ved dig……….et lille smil i mundvigen, en lethed i kroppen.

Hold fast i det smil, åben øjnene og mød verden. Læg mærke til hvor mange, der egentlig smiler tilbage og hvordan det i sig selv forstærker din egen energi igen. Det er videnskabeligt bevist at alt består af energi, os, dyr, planter, jorden og solsystemet. Jo højere vores egen energi svinger, jo højere svinger energien omkring os og med os.

Smil smitter, energi smitter – ingen hokus pokus.

Som sagt lå jeg der i min seng, og gjorde lidt regnskab over året, der var gået, over hvad jeg allerede nu ved, der ligger i vente og hvad jeg drømmer om i det nye år.

Sikke et år, ville jeg have været det foruden? Både ja og nej! For det har været et helvede og nogle gange umuligt, at se sig ud af. Men jeg er taknemmelig, for jeg står i dag stærkere i mig selv, mere stolt af, tro ved og i balance med mig selv.

Og jeg kan se, at når jeg husker (for det hænder stadig jeg glemmer 😊), at være taknemmelig hver dag, stiger min glæde, energi og tingene flyder lettere for mig.

Og jeg har mange ting at være taknemmelig over, det behøves ikke være de stor revolutionerende ting.

Jeg husker specielt en gang slut december, hvor alle stress klokkerne havde været helt oppe og ringe og det bare var en rigtig øv dag. Jeg var på vej hjem fra mit stress kursus, da jeg kom i tanke om det var onsdag, renovationsdag og jeg havde ikke stillet affaldscontaineren ud!!

Ja ja bevars, der skulle ikke så meget til på det tidspunkt 😊, men det hjalp på ingen måde på dagens energi niveau. Da jeg kommer til vores indkørsel, ser jeg, at renovationsarbejderne, til trods for hele to cykler klodset op foran, pænt havde fjernet cyklerne og tømt vores affaldscontainer.

Da begyndte tårerne og trille og jeg græd og græd af taknemmelighed. Og da de endelig stoppede, for det gør de jo altid.

Jeg havde en psykoterapeut en gang, som forklarede, for at hjælpe mig til at give slip, at man græder ikke mere end 6 minutter i træk…... Jeg tog ikke tid, men det passer nok meget godt.

Men da de stoppede, var den sorte sky, der havde hængt over mit hoved hele dagen lettet. Jeg satte mig ved min computer og sendte gennem Københavns Kommunes Nem Affaldsservice en besked til renovationsarbejderne. De skulle vide, at deres lille gestus, virkelig havde gjort min dag SÅ meget bedre. Jeg fik en sød og glad besked tilbage fra en administrationsmedarbejder, at hun ville lade beskeden gå videre. Igen energi smitter.

Det er også mit personlige efterårsjævndøgn. Det var på denne tid sidste år min krop opgav kampen, med at komme over stress muren.

Når jeg skriver dette, får jeg et billede af en mur for mit indre øje. Jeg husker en gang hos psykologen, nok 2 måneder inde i mit forløb, hvor jeg, for at visualisere for hende, hvordan jeg havde det, forklarede det som at jeg faldt og faldt. Som ned i en dyb mørk brønd, uden at kunne se hvor bunden var.

Jeg er sikker på, at kigger man ned i den brønd i dag, vil man stadig kunne se sporene fra mine negle, i mit forsøg på at stoppe faldet 😊 .

Så dagen i dag bruger jeg på selvforkælelse og taknemmelighed. Jeg sidder og skriver dette et sted, der summer af liv, afslutninger, nye begyndelser, forventninger, afmatning, ensomhed og fællesskab – en god samsurium af mit efterårsjævndøgns følelser. Med en belønning, som for et år siden gav mig lidt lys i dagene og med tiden også lidt ekstra på sidebenene 😉.

Da jeg bookede massagen hos Ni’mat, for lang tid siden, havde jeg ikke tænkt over hvilken dag det var. Og så igen, så tror jeg ikke på tilfældigheder. Så jeg vil nyde min selvforkælelse og når jeg kommer hjem, vil jeg sende mit ønske for det nye år ud.

 

JEG ER

stadig taknemmelig og SÅ klar

23-08-2017

Har du nogensinde holdt en døende person i hånden, som det sidste liv ebbede ud?

Det er på den ene måde et helt hjerteskærende og knusende øjeblik, og på samme tid utroligt smukt og fredfyldt.

Jeg ved ikke om det er fordi min fødselsdag nærmere sig, et år mere på tavlen (og sikke et) eller om det bare er en del af hele den proces jeg er igennem i øjeblikket.

Men det sidste stykke tid har minderne omkring min mors død besøgt mig hyppigt. Det er lidt over 12 år siden hun forlod sin jordiske krop og drog videre.

Selv om hendes helbred havde været skræntende on and off de sidste par år op til, så havde jeg ikke forventet, at miste min mor fra den ene dag til den anden.

Jeg fik en sen eftermiddag i slutningen af marts en opringning fra min far. Mor var blevet dårlig og indlagt igen. Det var ikke mange dage siden hun var kommet hjem, fra sin forrige indlæggelse.

Der plejede at gå længere tid imellem.

Jeg var træt dyb ind i min sjæl.

Men jeg tog over på hospitalet og fandt dem på akutmodtagelsen, det var vejrtrækningen igen, en alvorlig lungebetændelse, sagde de.

Det første der røg ud af munden på mig, da jeg så hende var ”Holder du så op med at ryge nu!!”

Et helt livs frustration, frygt, utryghed, sorg, længsel, ked-af-hed og vrede lå i min stemme og de ord.

Den sætning blev den sidste rigtige samtale jeg havde med hende, hvis man kan kalde det det. Hun svarede nemlig ikke, slog blot blikket ned, med et træt smil på læberne.

Vi blev kort efter bedt om at forlade hospitalet, hun skulle i behandling og havde brug for ro.

Om natten blev vi ringet op, hendes tilstand var blevet kritisk. Vi tog over på hospitalet til den besked, at hun lige var faldet i søvn og natten ville være alt afgørende.

Næste morgen da vi vendte tilbage, var hun blevet lagt på ene stue og var i en form for koma.

Efter at have skældt og smældt den stakkels sygeplejerske ud, over hvorfor de ikke gjorde noget for hende, behandle hende. Natten var overstået og hun var i live! Lagde hun sin hånd på min arm, kiggede mig mildt og omsorgsfuldt i øjnene og sagde ” Der er ikke noget vi kan gøre. Det er bare et spørgsmål om tid”.

ET SPØRGSMÅL OM TID!!

Det er sjovt, som den sætning kan have en dobbelt betydning, nu hvor jeg sidder og tænker tilbage.

Et spørgsmål om tid, før min mors krop ville opgive kampen og hendes sjæl give slip.

Et spørgsmål om tid, før jeg forstod, at det her var slutningen på vores liv sammen.

Bevars det har været et liv sammen med udfordringer og ar til følge. Men det var min mor!

Vi fik tilkaldt familie og sad ved hende på skift gennem dagen. Ved 22-tiden ville min far og jeg tage hjem og få lidt søvn.

Jeg tog hendes hånd, hendes fingre var kolde, man kunne ane en svag stivhed i de yderste led. Jeg lænede mig ned over hende, kyssede hende på kinden og hviskede i hendes øre ”Jeg tager hjem nu mor. Tak for alt! Det hele er OK, du må gerne give slip”.

Fra det øjeblik ændredes hendes vejrtrækning og jeg vidste, at det var nu. Hun gave slip.

Det gjorde så ondt! For det havde ikke været ”tid” nok for mig.

Men der var også en ro og den klareste lethed på stuen. Det var ”tid” for hende.

Om natten sov jeg selvklart meget dårligt og uroligt, men hen mod morgen måtte jeg have fået ro, for i en form for drømmetilstand befandt jeg mig igen på hospitalet.

Jeg var ved at skulle gå, da en svingdør lukker bag mig. Jeg vender mig om og bag glasset i døren står min mor. Hun stråler, der er en ungdommelig glød og lethed over hende, som jeg ikke huske at have set nogensinde. Hun løfter hånden, vinker og smiler til mig.

Jeg vågner og det første jeg ser er solopgangen over tagene fra mit soveværelsesvindue. Jeg er trist, men glad.

Senere samme dag talte jeg i telefon med min farmor, og fortalte hende om drømmen. Jeg kunne høre det blide triste smil i hendes stemme, da hun fortalte, hvordan de to ofte talte sammen om morgen. Mor fortalte hvordan hun havde kigget på solopgangen, og glædes over den – en ny dag, en ny begyndelse. Nu fik hun selv sin nye begyndelse.

Som jeg har været inde på før, har vores liv sammen ikke været ukompliceret. Men hun har gjort det så godt, som hun kunne, med det hun havde med. Og nu fik hun lov til at starte for fra, starte en ny dag, et nyt liv, en ny begyndelse.

Jeg har ofte siddet på diverse selvudviklingskurser mm og skulle skrive positive ting ned om ens forældre. Og gået derfra med et blank stykke papir.

Men forleden så jeg et opslag på FB, fra en vis kvinde jeg kender, der havde skrevet et taknemmeligheds brev til sine forældre. Samtidig opfordrede forfatteren, af den bog jeg var ved at læse, til at man skulle skrive ned hvilke kvaliteter, på god og ondt, man havde fået med fra sine forfædre.

Det satte en masse tanker i gang. For det kan godt være, jeg ikke kan skrive en masse positive egenskaber ned om dem. Men jeg ved, at jeg fra min forældre har lært, at være stærk, at kæmpe, at jeg ikke vil slå mig til tåls med noget eller skjule den jeg er, at vise min datter, jeg elsker hende hver evig eneste dag og er stolt af den hun er, at man kan få en ny begyndelse. Og for det er jeg taknemmelig.

Jeg vælger blot, at få den nye begyndelse nu.

 

 

JEG ER

klar til en ny begyndelse

25-07-2017

Da jeg blev sygemeldt med stress, indledte jeg mit forløb ved psykologen få dage efter. Jeg husker tydeligt den første gang, at sidde der fuldkommen ude af mig selv og rædselsslagen. Dels over min kropsreaktioner, men mest af alt fordi jeg følte, jeg mistede min identitet, ved ikke at kunne arbejde.

Jeg var mit arbejde – Det var mig.

Hvem var jeg? Hvis ikke jeg havde mit arbejde.

Som tiden gik, jeg fik ro og gav mig selv ro, dukkede JEG op, gamle glemte sider af mig selv, sider der er mere mig og det føltes fantastisk i hver en celle i min krop.

Efter nogle måneder og et fejlstået forsøg på at starte på arbejde igen, vendte rædslen tilbage. Mit hoved fulgte ikke med, i det tempo jeg ønskede. Jeg kunne se, at der ville gå langt længere tid, end jeg kunne se ud i fremtiden, førend jeg ville kunne varetage de arbejdsopgaver, jeg som en leg jonglerede før.

Så jeg gjorde hvad jeg altid har gjort, jeg handlede, kastede mig over en uddannelse.

For en uge siden, sad jeg så på en strand i Italien, på ferie med familien og mærkede den samme rædselsslagenhed stramme taget igen, denne gang blot langt mere frustrerende og skræmmende.

Jeg sad med det eksamensbevis, der skal være med til at lægge vejen videre, i det liv, jeg nu ønsker mere end noget andet. Jeg burde danse Polka på bordene og give High-Five med solen.

I stedet var jeg helt nede på knæ, frustreret og skræmt fra vid og sans.

For jeg havde mistet følelsen med mig selv igen.

At miste følelsen med sig selv, når man virkelig er ved at have fundet ind til sit ægte jeg, den der lille indre diamant, den man er sat på jorden til at lade skinne.

Følelsen af at ryge fluks tilbage i gummicellen igen.

Det er skræmmende som en i helvede!!

Bevars, jeg var udmærket bevidst over, at jeg i juni måned var røget i med begge ben, lige tilbage i de gamle tankegange og handlingsmønstre. Perfektionisten havde sågar flyttet ind igen, indtaget sin plads på min skuldre og strammet grebet. Det eneste jeg kunne mærke, var blodet der dunkede i mit hoved, næsten lige så hårdt som mine egne tanker.

Men det var bag mig nu, presset var ovre, jeg burde kunne samle enderne op hvor jeg slap.

Jeg udførte endda en lille ceremoni, for at illustrere at jeg lagde det bag mig. Jeg samlede min eksamens noter, satte mig ud ved bålfadet i skyggen fra æbletræet og så flammerne fortærer dem.

Nu var jeg klar! Så skulle der holdes ferie, mediteres, laves Qi-Gong, yoga, skrives blog-indlæg, tegnes, leges i poolen, hygges med kæresten, sludres med veninden, alt imens jeg kom dybere ned i mig selv og tættere på mine guider.

Men der skete absolut INTET! Jeg forstod det ikke!

Italienerne har et ordsprog: Dolce far niente – Det søde i at gøre ingen ting <3

Det var først, da jeg kom i tanke om dette, at det slog mig. Jeg forsatte med at gøre ting for at præstere, i stedet for af lyst.

 

Jeg burde handle og komme videre med mit liv, jeg burde få den perfekt eksamen, Jeg burde få skrevet det næste blog-indlæg, jeg burde tegne og denne gang skulle den blive endnu bedre, jeg burde lave yoga og Qi-Gong, jeg burde have styr på næste dags ture, jeg burde være den sjove mor, den gode veninde og fantastiske kæreste.

Når alt hvad jeg egentlig havde lyst til, og brug for, var at smække benene op og nyde min ferie.

Selv om jeg har lagt mit liv om, gået ned i gear, står ved de ting JEG ønsker og tror på, så fortsatte mit hoved i det gamle spor med at præstere.

Du kan egentlig sammenligne det med, at i min nye maskine/liv stadig kørte på et gammelt DOS-baseret operativsystem fra 90’erne.

Det sidste trekvarte år har været, og er stadig, lidt af en dans 2 skridt frem og 1 tilbage, og nogle gange 1 skridt frem og 2 tilbage. For det er svært at lægge 42 års overlevelsesinstinkt bag sig, begrave uroen og planlæggeren, hende der altid tænker 10 skridt, et halvt år eller mere frem. Hende der altid skal præstere.

Og selv om jeg synes, jeg havde rykket fra hende, mærket luften under vingerne, friheden.

Så laver hun tilsyneladende stadig bagholdsangreb. 

 

Så jeg lagde notesbøger, skitseblokke, blyanter, meditationer mm. væk – træk vejret dybt og lagde mig til rette på solsengen.

Og nej, nu er det ikke sådan, at det hele bare faldt sammen i en højere enhed og jeg svævede afsted på en sky omgivet at lys, Engler og harpemusik. For som alle der har arbejdet og arbejder med computere ved, så er der altid små huller og buller på vejen, når man opgraderer og om programmerer.

Men jeg kunne mærke forskellen…..så det vil jeg prøve at holde fast ved.

 

JEG ER

ved at opgradere

02-06-2017

Jeg sidder og nyder min morgenkaffe på den lille terrasse. Jeg har tilladt mig selv en lille pause, fra at terpe til eksamen, for at nyde at vejret atter er dejligt og solen skinner.

Jeg hungrer som alle andre danskere efter sol og sommer, men nogle gange så længes jeg også efter regnen.

Regn er for mig blandt andet symbol på udrensning, befrielse og eksistensen af nyt liv.

I tirsdags havde de lovet regn hele dagen og jeg havde glædet mig til det, men det blev ikke til mere end et par dryp i løbet af dagen.

Så da det begyndte at regne efter aftensmaden, måtte tallerkner og glas vente, for jeg måtte ud og mærke regnens rensende effekt på krop og sind. Det var virkelig forløsende, jeg havde glædet mig så meget, at hele min krop var anspændt af forventning.

Min datter var ikke sen til at følge efter. Selv om hun lige skulle bruge 2 minutter på at vurdere, om det nu havde slået helt klik for hendes mor, så stod hun ved siden af mig med armene ud til siden, ansigtet løftet mod himlen, et kæmpe smil på læberne og hvinende af fryd over de kolde regndråber på huden.

Vores naboer har efterhånden været vidne til lidt af hvert i vores have. Og jeg kom til at tænke på et citat af Kurt Cobain ”They laugh at me because I’m diffenrent. I laugh at them because they are all the same”.

Jeg har siden barnsben haft følelsen af at være anderledes og ikke på den positive måde.

Jeg er vokset op med nogle forældre, der havde nok i deres egne udfordringer til at kunne rumme og imødekommen et barn, der var en smule mere følsomt end gennemsnittet og havde en anderledes indgangsvinkel til livet. Jeg lærte derfor tidligt, at det jeg følte, mente og oplevede var forkert, at klemme ballerne sammen og passe ind.

For dem var fremtoning alfa omega, man skulle have den rigtige uddannelse, fra den rigtige skole, de rigtige banker og forsikringsselskaber og få et ordentligt job. Jeg lærte at begå mig, sige de rigtige ting, gøre det rigtige, tage de rigtige uddannelser, søge de rigtige jobs og gå efter de rigtige udfordringer. Lægge en dæmper på mig, passe ind og i bund og grund presse mig selv ned i en kasse, jeg ikke passede ind i.

Nogle gange har låget tippet lidt på kassen og jeg slap lidt ud.

Jeg kan huske en gang, da min datter var omkring 4 år. Vi var på sommerferie og i den afslappende stemning fandt jeg mig selv sidde og filosofere over stjerne, med min datter ved siden af. Næste morgen på vej på stranden, fortalte min store bonusdatter, at den lille havde sagt, at jeg nogle gange sagde nogle mærkelig ting.

Det var som at få en kniv i hjertet. Jeg blev ked af det og ikke mindst rigtig sur på den lille, vi var (og er stadig) meget tæt knyttet.

I dag kan jeg godt se, at det var min egen usikkerhed og evige følelse af forkerthed, der slog som en knytnæve. I dag ville jeg være stolt, hvis hun sagde det. Og det gør hun faktisk nogle gange, ikke altid med ord, men med et smil eller et blik🙂.

Jeg er ikke sur eller bitter på mine forældre, det opnår jeg ikke noget ved. De forsøgte at gøre det de kunne, med hvad det havde og de udfordringer de selv stod i.

Men jeg vil ikke lege den leg mere og efter i årevis at have stoppet mig selv ned i kasser tilpasset normen, er der ikke noget mere skønt end følelsen af at slippe fri – at turde være sig selv.

Det skulle da lige være, at give den frihed videre til min datter. Bryde arven og give hende styrken fra barnsben til at turde at være anderledes, at være sig selv.

 

JEG ER

mig selv